Et spørgsmål om menneskesyn

Hvilke erfaringer har du med de to skitserede menneskesyn? Hvor stammer erfaringerne fra? I mit arbejde som klubmedarbejder i en SFO2 og lærevikar på en folkeskole har jeg stødt på det mekaniske menneskesyn. Nok mest i skoledelen, hvor der stilles større krav til børnene end i fritidsdelen. Krav der får nogle børn til og reagere, fordi de ganske simpelt ikke kan honorere dem. I en sådan situation har jeg oplevet at der er et kraftigt fokus på det enkelte barn/individ, og der bruges mange ressourcer på at ”fejlfinde”, så problemet kan løses. Måske fordi det er nemmere, end og prøve og forstå sammenhængen, eller den bagved liggende grund, som i virkeligheden er roden til problemet. Jeg synes også det mekaniske menneskesyn er stærkt repræsenteret i medierne, hvor f.eks. udlændinge debatten ofte handler om enkelte individer eller etniske grupperinger, og hvad de gør galt, i stedet for at prøve og forstå dem og deres baggrund. Jeg mener at man som pædagog bør forsøge og efterleve det systemiske menneskesyn, hvor problemer løses via relationer - ved at intervenere i samspil og holde fokusset på sammenhængen problemet er opstået i fremfor på individet.

Hvad kan få pædagogen til at handle ud fra det mekaniske menneskesyn, selvom vedkommende har det systemiske menneskesyn som ideal? Jeg tror at man som pædagog i en travl og stresset hverdag måske vil være tilbøjelig til og bruge det mekaniske menneskesyn, da det er den nemme ”her og nu” løsning. Eksempel: hvis Peter slår og sparker de andre børn, når de leger alene i puderummet, så er Peter problemet og vi løser det nemt og hurtigt ved at give ham karantæne fra rummet. Det er den nemme løsning, som ikke udfordre os på hvorfor Peters adfærd er som den er. Hvorimod vi med det systemiske menneskesyn ville forsøge at analysere på hvorfor Peter slår og sparker de andre børn og derefter gå i dialog med ham omkring hans adfærd. En analyse/dialog der kræver mere af os som fagpersoner og derfor bliver det måske ikke altid gjort.