søndag den 15. april 2012

Sæt fokus på kommunikationen i dine omgivelser



Iagttag og fortæl om situationer, hvor kommunikationen lykkes godt, dvs. positivt skaber en god stemning, en (overraskende) vending i en positiv retning, ny forståelse eller fællesskab.

Den situation jeg vil beskrive foregik forleden dag på mit arbejde (jeg arbejder til dagligt i en SFO2). Jeg står og taler med en kollega, da vi bliver afbrudt af en meget opkørt dreng, der henvender sig til mig, og beder om hjælp til at få løst en konflikt. Kort skitseret handler konflikten om at drengen, sammen med en anden dreng og to piger spiller forbold. De spiller drengene mod pigerne. De alle fire går i 2. klasse. Jeg går med drengen, som på vej hen til fodboldbanen fortæller mig, at konflikten handler om hvor vidt pigerne havde begået et frispark eller ej. De havde forinden selv forsøgt at løse konflikten, som nu var gået i hårdknude, med det resultat at drengene ikke længere ville spille med pigerne, som nu til gengæld nægtede og forlade fodboldbanen. Da vi ankommer til fodboldbanen spørger jeg til pigernes version af hvad der er foregået. De fortæller samme historie som drengene, men mente selvfølgelig ikke de havde begået frispark. 

Vi snakker herefter lidt frem og tilbage. Jeg forklare dem, at jeg jo ikke har set hvad der skete og derfor heller ikke kan "dømme" i sagen. Jeg spørger derefter ind til om de virkelig synes et frispark er så vigtigt, at det skal være grunden til de stopper en ellers god fodboldkamp. Det synes drengene, mens pigerne er enig med mig. Jeg foreslår dem så, at de starter forfra på kampen og denne gang spiller uden frispark. Det synes begge parter overraskende nok er en rigtig god ide, og den ene dreng tilføjer at det måske var en god ide, hvis de lavede nye hold samtidig, således at holdene blev blandet, i stedet for drengene mod pigerne. Som sagt, så gjort og vupti, så var fodboldkampen igang igen, og alle var glade.

Jeg forlader banen med følelsen af at konflikten blev løst på en god måde, hvor alle parter var glade for udfaldet. På vej ned mod banen var det ikke min forventning, at konflikten ville få en positiv afslutning, som begge parter kunne acceptere, fordi to af børnene normalt er utrolig stædige og meget lidt åbne for løsningsforslag, der kommer fra andre end dem selv.

   
Reflekter over, hvad der sker her.

Som jeg opfatter situationen har de ikke været 100% enige om hvilke regler de ville spille efter, inden de startede fodboldkampen. De har ikke aftalt i hvilke situationer der er frispark og i hvilke der ikke er. Da konflikten går i hårdknude, reagere den ene dreng ved og hente voksenhjælp. Børnene får ved min hjælp præsenteret nogle forskellige løsningsmodeller, hvoraf de vælger at bruge den ene. Jeg mener selv jeg handlede ud fra det systemiske menneskesyn.
  

Iagttag og fortæl omvendt om situationer, hvor kommunikationen mislykkes eller afbrydes.

Jeg har en kollega, som dog arbejder i en anden afdeling end min, der har en rigtig uheldig egenskab. Hun hilser kun på folk efter eget forgodtbefindende. Det betyder, at man aldrig rigtig ved om man skal sige hej til hende eller ej, fordi man aldrig ved om man får et svar tilbage eller ej. Det lyder måske banalt, men det er faktisk rigtig ubehageligt og for mit vedkommende har det ført til at jeg ikke længere taler med personen. Kommunikationen er fuldstændig brudt sammen. Jeg synes det er ualmindelig dårlig opdragelse og utrolig flabet at ignorere folk der i et forsøg på og være venlig hilser. Almindelig dannede mennesker svare selvfølgelig når der bliver sagt hej eller goddag. 


Hvad skaber disse situationer?

I den konkrete situation som jeg har beskrevet ovenfor er det i bogstaveligste forstand mangel på kommunikation fra den ene part der forårsager problemet og eftersom kommunikationen fejler allerede fra starten, er der ikke nogen forudsætning for at fortsætte samtalen. 




2 kommentarer:

  1. Hej John

    Jeg sad med et lille smil, da jeg læste din beskrivelse af børnenes konflikt med fodboldskampen, drengene mod pigerne, - og smilet blev ikke mindre, da det gik op for mig, hvordan konflikten blev løst. Jeg er enig med dig med hensyn til den systemiske tilgang: Du viser dem, at de selv besidder mulighederne/kompetencerne for at kunne løse konflikten - du leder dem på vej, du dikterer ikke en løsning.

    Dit sidste eksempel med kollegaen, der ikke hilser - har du overvejet, hvad der kan ligge bagved den manglende hilsen? En kommunikationssituation har jo utrolig mange "facetter" - kunne det hænde at kollegaen er distræt eller har konflikter på hjemmefronten eller......????

    Mange hilsner, Helen

    SvarSlet
  2. Hej John

    Det er en god beskrivelse af situationen du får lavet. Det er ligesom man står ved siden af dig i denne konflikt du er ved at hjælpe dem med at løse. Rigtig godt at du leder dem mod en løsning og at du ikke bare tager styringen og giver dem facit på deres konflikt.

    I den anden situation du beskriver med din kollega der ikke altid hilser synes jeg måske bare at du skal sige hej til hende hver gang du ser hende og så tage problemet op med hende. For ja jeg synes også som dig at det er utrolig dårlig opdragelse og flabethed ikke at hilse igen når nogen hilser. For ja det er jo bare et forsøg på at være venlig og skabe kontakt.

    SvarSlet