Definitionen på kultur er ifølge wikipedia.org som følger: ”Ordet kultur er latin og betyder "det
dyrkede" i modsætning til ordet natur, som betyder "det fødte".
Kultur kan defineres som den ikke-genetiske videreførelse af adfærd til en ny
generation”. I renæssancen skelnede man mellem den personlige og religiøse
udvikling, men man begyndte også at lægge vægt på det at være dannet og moden.
Ordet kultur begyndte desuden at blive anvendt om hele samfundet, og ikke kun
om individet.
Når man diskuterer kultur skelnes der mellem den normative kulturdiskurs og den deskriptive kulturdiskurs. Den normative kulturdiskurs er den ældste og mest udbredte. Her diskuteres hvorvidt bestemte kulturfænomener er gode eller dårlige for mennesket eller for samfundet. Man taler også om kulturpessimisme. Børn og unge har altid været genstand for disse pessimistiske konklusioner omkring deres brug af kulturen. I dag er det f.eks. voldelige computer- og playstationspil der betragtes som negative i forhold til børn og unges opvækst. Men der kan også være kulturoptimisme, som er kulturelle udtryk der er godt for mennesket eller fører samfundet i den rigtige retning.
Når man diskuterer kultur skelnes der mellem den normative kulturdiskurs og den deskriptive kulturdiskurs. Den normative kulturdiskurs er den ældste og mest udbredte. Her diskuteres hvorvidt bestemte kulturfænomener er gode eller dårlige for mennesket eller for samfundet. Man taler også om kulturpessimisme. Børn og unge har altid været genstand for disse pessimistiske konklusioner omkring deres brug af kulturen. I dag er det f.eks. voldelige computer- og playstationspil der betragtes som negative i forhold til børn og unges opvækst. Men der kan også være kulturoptimisme, som er kulturelle udtryk der er godt for mennesket eller fører samfundet i den rigtige retning.
Modsat den normale kulturdiskurs har vi den deskriptive
kulturdiskurs. Den kommer fra det antropologiske kulturbegreb. Her fokuseres
der på, hvordan kulturen praktiseres, og også på de sociale sammenhænge, som de
kulturelle praksis former udøves indenfor. Det er en vigtig del af vores
hverdag, at kunne forstå og sætte os ind i andre kulturer, fordi vi dagligt
støder ind i mennesker med en anden kulturel baggrund.
For os består kultur af
traditioner, værdier og normer. I Danmark er der f.eks. tradition for at fejre
fastelavn og slår katten af tønden, vi skriver gækkebreve til påske og pynter
juletræ i december. I de senere år er den amerikanske tradition Halloween også
blevet en del af vores traditioner og dermed kultur. Der er også tradition for
at vores børn bliver døbt og konfirmeret, hvilket er en del af vores religiøse
overbevisning.
Vores værdier i Danmark bygger bl.a. på demokrati,
medbestemmelse, ytringsfrihed og frisind, for blot at nævne nogle få. Danmark
var f.eks. det første land i verdenen hvor pornoen i 1967 blev legaliseret.
Kort efter i 1973 blev det også tilladt at få foretaget abort, hvor der
tidligere (frem til 1866) blev idømt dødsstraf for selv samme handling.
Ovenstående er alt sammen et meget fint billede på det danske frisind og vores
normer og værdier.
Biologisk og genetisk set er alle
mennesker ens, men vores kultur gør at vi i høj grad adskiller os fra hinanden.
På trods af denne adskillelse er der alligevel flere fællestræk. F.eks. har vi
alle et verbalt sprog og bruger ord til og kommunikere. Det som ikke er kultur
er de naturbestemte egenskaber hos mennesket, f.eks. vores udseende (nogle
mennesker er hvide, andre sorte). Vi har også forskellige fingeraftryk og vores
dna-masse og dermed medfødte evner og egenskaber er også vidt forskellige. Med
andre ord er alt som er tillært i et samfund kultur, mens alt medfødt er
naturligt. Det er mad, den måde vi klæder os på, måden vi hilser på hinanden,
men også religion, kunst, filosofi og videnskab er en del af vores kultur.
For os er den største kulturelle værdi i Danmark vores
demokrati. Det er folket der styre vores land og alle har medbestemmelse, i
større eller mindre omfang. En medbestemmelse som mennesker rundt omkring i
verdenen dagligt kæmper en kamp på liv eller død for at opnå. Næsten dagligt
hører vi om det arabiske forår og kampene i Syrien, der udvikler sig dag for
dag og hvor de netop kæmper for demokrati.
Udover at være et demokrati er Danmark også et kristent
land, hvor vi har den evangelisk-lutherske kirke som statsreligion (samtidig
med vi har religionsfrihed). Det betyder at børn i Danmark også modtager undervisning
(men på oplysningsniveau da faget ikke er forkyndende) i det kristne budskab i
folkeskolen. Et budskab der handler om næstekærlighed og tilgivelse. Det er bestemt
også et budskab, som for os har stor kulturel værdi (selvom vi ikke er kristne),
og som vi mener, bør være en hjørnesten i børns almindelige opdragelse og dannelse.
Den sidste ting vi vil nævne er ligestilling mellem kønnene,
som i disse år sker via en lovgivningsmæssig regulering. Måske er det ikke
unikt for Danmark og måske er det heller ikke særligt gennemført endnu, men for
os vil det også være et vigtigt budskab og videregive.
For os er den mest danske sang ”Der er et yndigt land”, som
er skrevet af Adam Oehlenschläger med melodi af H. E. Krøyer. Sangen har i
øvrigt været vores nationalsang siden 1866. Det mest danske digt er i mine øjne
”Hyldest til hverdagen” af Dan Turèll
og en af de retter vi betragter som ærkedanske er stegt flæsk med persillesovs,
som ses på billedet herunder. Ved siden af ses Amalienborg, som vi synes er et
af de steder i Danmark, som er dybt forankret i vores kultur.
H.C. Andersen er Danmarks nationaldigter og fortæller og han
skal selvfølgelig også nævnes i denne sammenhæng. Han skrev i løbet af sit 70
år lange liv en perlerække af eventyr og digte, lige fra Den Grimme Ælling til
Ole Lukøje. Steder eller bygninger der har kulturel betydning kunne være Madam Voldsted
stendysser og vores hvidkalkede danske kirker. Udover de allerede nævnte ting
kunne man nævne skagensmalerne, Carl Nielsen, Grundtvig, højskoler,
friskolebevægelsen og foreningslivet. Alt sammen noget der er dybt forankret i
vores danske kultur.
I forhold til pædagogens påvirkning af de borgere han eller
hun arbejder med, så mener vi det er godt at give børn en grundbase af kulturel
viden og værdier, men det skal være de overordnede temaer, som f.eks. historisk
viden, viden om samfundet, vores traditioner og kenskab til et udvalg af danske
kunstnere – såvel gamle som nye, da vi mener at et kulturelt kendskab gør det
lettere at afkode bøger og kunstværker og i det hele taget begå sig i vores
samfund. Man skal som pædagog også huske på, at man er professionel, og dermed
er det også vigtig, at man ikke bevidst påvirker de borgere man arbejder med ud
fra ens egne holdninger og værdier, som ikke er fagligt begrundet, f.eks. ved
at fortælle dem, at man mener, det er dårligt for børn og sidde foran computeren
hver dag, og det faktisk er meget bedre for dem, at komme ud og lege. Eller
påvirke dem i bestemte sportsretninger, ved og fortælle at fodbold f.eks. kun
er for drenge ikke noget for piger.
Med hensyn til hverdagskultur bør man også gøre sig visse
overvejelser. Vi har alle en rygsæk af hverdagskultur som vi bør være beviste
om i vores virke som pædagoger, da vi ellers kan risikere at fejltolke børn og
deres forældre, eller for den sags skyld, selv blive misforstået! I praksis er der nemlig stadig forskel på
sønnen af en akademikerfamilie og pigen hvis forældre tilhører arbejderklassen. Og som menneske identificere man sig gerne
med dem der har nogenlunde samme kulturelle værdisæt som en selv. Et faktum der
kan blive problematisk hvis man som pædagog favorisere de brugere der passer
bedst på ens eget værdisæt og fravælger de andre.
En kanon kan med fordel bruges til og give brugerne en
fælles dansk referenceramme og samtidig give pædagogerne noget at støtte sig
til. Når det så er sagt er det stadig pædagogerne der står med fingrene i mulden
og kender hverdagskulturen det pågældende sted.
Derfor mener vi pædagogen kan og skal tilpasse kulturformidlingen. Vi
mener dog ikke man kan lave en kulturel facitliste, da vi ser kultur som en dynamisk
størrelse, noget der hele tiden er i udvikling, har et liv og er i samspil med
sine omgivelser. Meget kultur lever netop i kraft af det omkringliggende samfund.
Men er det så godt eller skidt,
at pædagogen påvirker borgerne med egne kulturelle værdier? Det kan være begge
dele. I visse situationer bør pædagogen uden tvivl påvirke de borgere han/hun arbejder
med. Hvor skal børn og unge, som er i familiepleje eller anbragt på en døgninstitution
ellers få deres kulturelle værdier fra? De har i mange tilfælde ikke andre end pædagogen,
som er deres primære omsorgsperson til at fortælle dem, hvad der er rigtig og
forkert, og hvilke kulturelle værdier der er gældende i det danske samfund.
De borgere som er lettest at påvirke, er børn i dagtilbud
(vuggestue, børnehave og SFO), da de pga. deres alder, endnu ikke er fuldt ud beviste
om egne kulturelle værdier, og derfor stadig er nemme at påvirke.
Et sted hvor pædagogen skal være mere varsom med og overføre
egne kulturelle værdier er i arbejdet med børn og unge af anden etnisk herkomst,
da deres kulturelle værdier på mange områder er helt forskelle fra de danske. Og
omvendt, hvis pædagogen er af anden etnisk herkomst, skal vedkommende passe på
ikke at ville påvirke de borgere han/hun arbejder med, med egne kulturelle
værdier. Vi mener dog, det er helt i orden at vise og fortælle de borgere man
som pædagog arbejder med, ens egne kulturelle baggrund, værdier og synspunkter,
således at borgerne kan få et indblik i andre kulturer end dens egen.
Hvis vi skal opsummere, så mener vi at man som en offentlig
person bør være så professionel, at man kan distancere sig fra sin egen kulturforståelse
og overgå til en fælles kulturforståelse, og som individ undlade at gøre sig
til dommer over hvad der er god kultur, ud fra egne subjektive holdninger, når
man er på arbejde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar