Tekst 4: Børns mundtlige legekultur

Kapitlet indledes med spørgsmålet ”Hvorfor skal pædagoger interessere sig for børns gåder, vittigheder, parodier, fortællinger og leg med sproget?”. Svaret er, at det skal de bl.a. fordi det i Dagtilbudslovens § 7 står skrevet at ”Børn i dagtilbud skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel, sundhed, udvikling og læring”. (Kilde: retsinformation.dk). Til deres udvikling og læring hører udforskning af sproget og dets mange funktioner og anvendelsesmuligheder. Børn bruger sproget i sociale fællesskaber, hvor det anvendes som et redskab til at opnå status, magt og anerkendelse.

Børns mundtlige legekultur kan samlet set defineres som de aktiviteter og udtryksformer der opstår blandt børn i mundtlig baseret leg og fortællinger. Eksempler herpå kunne være vittigheder, gåder, rim, remser, osv. Overleveringen af denne kultur sker både vertikalt, fra voksen til barn, horisontalt, fra barn til barn og sidst men ikke mindst, kan overleveringsprocessen også ske fra diverse medier, som børn i dag er daglige forbrugere af.

For at kunne forstå en vittighed, er der nogle grundlæggende forudsætninger som skal være opfyldt. Dels skal afsender og modtager have en fælles referenceramme og dels kræver det et kendskab til det lingvistiske system, som f.eks. sprogets indretning, fonetik og uskrevne regler. Derudover kan viden om alfabetisering (læsning, stavning og skrivning) også være et krav i nogle situationer.

I forbindelse med vores indsamling af vittigheder, har jeg interviewet en række børn i aldersgruppen 8-12 år i den SFO2, hvor jeg til daglig arbejder. De fleste af de adspurgte siger at de sjældent eller aldrig fortæller vittigheder til deres kammerater. De fortæller derimod med jævne mellemrum vittigheder til deres forældre, søskende og andre familiemedlemmer. Adspurgt til hvor de har lært vittighederne, fortæller de fleste at vittighederne er lært af familiemedlemmer. Mine egne observationer passer godt på dette billede, jeg synes det er forholdsvis sjældent jeg oplever børn fortælle vittigheder til hinanden. Det sker derimod med jævne mellemrum at man ”bliver offer” for den samme vittighed flere gange i løbet af en dag, hvis de lige har lært en ny vits, som skal prøves af på de voksne.

Mit fokusområde relatere sig til citat 2. Jeg tror det er rigtig vigtigt man som pædagog er bevidst om sin egen rolle i forhold til børns lege og hvornår man blander sig i dem. Man kan nemlig hurtigt få ødelagt en god leg ved unødigt og blande sig.

Citat 1: "Pædagoger må både overveje og afveje hvordan de forholder sig til legekulturen". s. 285

Citat 2: "Sommetider støtter man bedst børns aktiviteter ved at vende ryggen og det døve øre til, når børnene er optaget af noget , som de selv har organiseret". s. 285