Tekst 4: Børns mundtlige legekultur

Kapitlet indledes med spørgsmålet ”Hvorfor skal pædagoger interessere sig for børns gåder, vittigheder, parodier, fortællinger og leg med sproget?”. Svaret er, at det skal de bl.a. fordi det i Dagtilbudslovens § 7 står skrevet at ”Børn i dagtilbud skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel, sundhed, udvikling og læring”. (Kilde: retsinformation.dk). Til deres udvikling og læring hører udforskning af sproget og dets mange funktioner og anvendelsesmuligheder. Børn bruger sproget i sociale fællesskaber, hvor det anvendes som et redskab til at opnå status, magt og anerkendelse.

Børns mundtlige legekultur kan samlet set defineres som de aktiviteter og udtryksformer der opstår blandt børn i mundtlig baseret leg og fortællinger. Eksempler herpå kunne være vittigheder, gåder, rim, remser, osv. Overleveringen af denne kultur sker både vertikalt, fra voksen til barn, horisontalt, fra barn til barn og sidst men ikke mindst, kan overleveringsprocessen også ske fra diverse medier, som børn i dag er daglige forbrugere af.

For at kunne forstå en vittighed, er der nogle grundlæggende forudsætninger som skal være opfyldt. Dels skal afsender og modtager have en fælles referenceramme og dels kræver det et kendskab til det lingvistiske system, som f.eks. sprogets indretning, fonetik og uskrevne regler. Derudover kan viden om alfabetisering (læsning, stavning og skrivning) også være et krav i nogle situationer.

I forbindelse med vores indsamling af vittigheder, har jeg interviewet en række børn i aldersgruppen 8-12 år i den SFO2, hvor jeg til daglig arbejder. De fleste af de adspurgte siger at de sjældent eller aldrig fortæller vittigheder til deres kammerater. De fortæller derimod med jævne mellemrum vittigheder til deres forældre, søskende og andre familiemedlemmer. Adspurgt til hvor de har lært vittighederne, fortæller de fleste at vittighederne er lært af familiemedlemmer. Mine egne observationer passer godt på dette billede, jeg synes det er forholdsvis sjældent jeg oplever børn fortælle vittigheder til hinanden. Det sker derimod med jævne mellemrum at man ”bliver offer” for den samme vittighed flere gange i løbet af en dag, hvis de lige har lært en ny vits, som skal prøves af på de voksne.

Mit fokusområde relatere sig til citat 2. Jeg tror det er rigtig vigtigt man som pædagog er bevidst om sin egen rolle i forhold til børns lege og hvornår man blander sig i dem. Man kan nemlig hurtigt få ødelagt en god leg ved unødigt og blande sig.

Citat 1: "Pædagoger må både overveje og afveje hvordan de forholder sig til legekulturen". s. 285

Citat 2: "Sommetider støtter man bedst børns aktiviteter ved at vende ryggen og det døve øre til, når børnene er optaget af noget , som de selv har organiseret". s. 285

Tekst 3: Børn og kultur - mellem gamle begreber og nye forestillinger

Vi introduceres i teksten til den kulturforvandling der er sket op gennem det 20. århundrede. Den tyske professor Thomas Ziehe har i en række studier af børn og unge beskrevet den udvikling der er sket. Fra 1950’erne hvor uddannelsessystemet var omfattet af en pædagogisk diskurs, der betragtede de æstetiske fag som middel til indlæring og dannelse, frem til 1980’erne, hvor det første opbrud sker og vi introduceres for hverdagskulturen. Det skaber en kulturel, men ikke social frisættelse.

Når børn i dag mødes i deres fritid sker det ofte fordi medierne giver dem en anledning til det. Drenge mødes for et spille computer eller playstation, mens pigerne lytter til musik eller ser film. Det er således i mange tilfælde medierne er der den direkte årsag til mødet. Man skulle måske tro at børn først skaber deres sociale netværk, og medierne så kommer til efterfølgende, men det er altså langt fra altid tilfældet. Mange lege er i dag også rykket indendørs, hvor de tidligere foregik udendørs, f.eks. i haven, i baggården, i skoven, osv. De er heller ikke længere så fysisk udfordrende, som tidligere.

Jeg har selv været barn op gennem 1980’erne og 1990’erne og har på egen krop oplevet den rivende udvikling der skete i den periode. I 1980’erne, inden computerne rigtig gjorde deres indtog, foregik størstedelen af legene udenfor og var ofte fysisk betonede. I starten af 1990’erne, fik jeg (og mange andre af mine venner) vores første computer, og vores kultur blev da ændret næsten fra dag til dag. I stedet for at mødes på den lokale fodboldbane/legeplads, mødtes vi nu hjemme hos hinanden og den fysiske udendørsleg forsvandt med et slag næsten helt.

Citat 1: ”I det 21. århundrede er legene rykket indendørs…Udfordringerne og udfoldelserne er ikke længere så fysiske som tidligere”. s. 246

Citat 2: ”Kernen i leg er ’sjov’. Den undslipper os, hvis vi bestemmer leg som en subkultur, som et udviklingsinstrument eller ser den gennem mulige nyttefunktioner.” s. 260

Tekst 2: At skabe antropologisk viden om børn

I teksten betragtes antropologisk børneforskning (antropologi er læren om mennesket i bred forstand), som en videnskabelig disciplin, rettet mod børn og den kontekst de indgår i. Det er en tilgang, hvor børns hverdagsliv, deres handlinger, relationer og fortolkninger udforskes, i forhold til de positioner og handlemuligheder de har i en given sammenhæng.

Antropologisk viden tilegnes primært på baggrund af tilstedeværelse i felten, dvs. gennem feltarbejde der kan strække sig fra få måneder til flere år. Gennem feltarbejdet opbygges relationerne til de mennesker, man vil udforske og man indgår samtidig i sociale relationer med dem. Det er ligeledes væsentligt at man opnår en accept i forhold til de mennesker man ønsker at udforske. Et andet vigtigt element er evnen til at kunne undre sig over de forhold man stilles overfor, for derpå at undersøge baggrunden for dem via spørgsmål, som så igen kan give anledning til nye udforskninger og refleksioner.

En centralt begreb i feltarbejde er deltagerobservation, der defineres på følgende måde i ”Den store danske encyklopædi”: kulturvidenskabelig undersøgelsesmetode, hvor forskeren på én gang deltager i og observerer de samfundsforhold eller det sociale liv, der undersøges. Formålet er at forstå den undersøgte gruppe ud fra dens eget perspektiv. Data indsamles dels gennem deltagelse i fælles aktiviteter, dels gennem observation, idet forskeren registrerer, hvad andre foretager sig, uden at gribe ind og uden at manipulere. Kunsten er således at forholde sig neutralt til observationen og ikke i situationen lade den præge af ens egne holdninger og værdier.

I forhold til børneforskning er det også vigtigt og være bevidst om at ens blotte tilstedeværelse i en børnegruppe har indflydelse på situationen og præger dermed de iagttagelser man registrerer. Det er derfor et livsvilkår som må indtænkes i ethvert forskningsprojekt (eller observation), ligesom det, at efterfølgende kunne tolke og forklare de fænomener der blev observeret, bygger på vores egen erfaring og forståelse af situationen. Der findes nemlig ikke noget empirisk (erfaringsmæssigt) råmateriale, som objektivt reflekterer virkeligheden, da alt forskningsmateriale bliver til i en relation mellem forsker og forskningsobjekt.

I forhold til de iagttagelser og observationer vi som færdiguddannede pædagoger skal ud i ”felten” og lave, forudser jeg flere problemstillinger, som kunne være et udgangspunkt for fokusområder. Dels det faktum, at vores blotte tilstedeværelse i situationen kan ændre adfærdsmønstret hos det pågældende barn. Og dels kan en forudgående relation til barnet (positiv eller negativ) gøre det svært at forholde sig objektivt i det efterfølgende analytiske arbejde, hvor der reflekteres over iagttagelserne.


Citat 1 (s. 21): "Den etnografiske tilgang er således dobbelt, idet den på en og samme tid indebærer en indlevelse og distance - et forsøg på at forstå andres handlinger og opfattelser og samtidig fastholde en analytisk distance til det observerede og måske umiddelbare genkendelige."
Citat 2 (s. 24): "Den personlige mellemkomst kan ikke overkommes, men må indtænkes i ethvert forskningsprojekt som et vilkår for undersøgelsen..."

Børns legekultur - Vittigheder

Da jeg arbejder i en SFO2 til daglig (med børn fra 3-6 kl.), har opgaven været forholdsvis nem for mig og gå til. Jeg har lavet nogle videooptagelser med børnene, hvor de er blevet bedt om at fortælle en vittighed, de på forhånd kunne. Jeg oplevede, at enkelte ikke kendte til begrebet "vittigheder", før jeg forklarede dem det, og så vidste de alligevel godt, hvad jeg talte om.

Direkte adspurgt fortæller langt de fleste børn, at de sjældent (eller aldrig!) fortæller vittigheder til deres kammerater. Det overraskede mig lidt - og jeg fik i øvrigt samme svar da jeg spurgte de noget ældre børn/unge mennesker i ungdomsklubben. Som en lille krølle på historien, så viste en af børnene fra 4. kl. mig deres dansk bog, hvor de i øjeblikket arbejder med emnet, så det er altså et emne der bliver berørt i dansk undervisningen.

Når jeg tænker tilbage på min egen barndom, mindes jeg vittigheder var en fast del af vores sprogkultur, så der er tilsyneladende sker en udvikling over de sidste 15-20 år.

Herunder ses 6 forskellige videoer jeg har optaget i SFO og ungdomsklub.

Tekst 1: Gakkede gangarter, vilde vitser, rallende råb!

Beth Junckers tekst tager udgangspunkt i de pædagogiske læreplaner der siden 2004 har været et lovkrav for alle dagtilbud med børn i 0-6 års alderen. I loven om læreplanerne står der bl.a. skrevet at institutionen skal give rum for leg, læring og udvikling. Loven fastslår også at læreplanerne skal arbejde med konkrete mål for læring og indeholde pædagogiske beskrivelser af aktiviteter og metoder. De fleste forbinder læring med at kunne læse, skrive og regne men i en børnekulturel sammenhæng handler børns læring om at kunne udtrykke sig kunstnerisk og indgå i sociale fællesskaber, som f.eks. at kunne bidrage aktivt til en leg. De faglige færdigheder har ofte den højeste prioritet blandt voksne, hvorimod de kulturelle er mest værdsat af børnene selv, da de er vigtige for dem, for at kunne deltage i sociale aktiviteter, som f.eks. at skabe venskaber.

Fundamentet for hele børnekulturbegrebet er de 3 K’er. Kultur for børn, kultur med børn, og kultur af børn. Kultur for børn er produceret af voksne, f.eks. børnetv eller børneradio. Kultur af børn, hvor børn og voksne i fællesskab oplever kultur, f.eks. ved sportsaktiviteter eller gennem foreningsliv. Den sidste, kultur af børn, eller børns kultur, handler om de kulturudtryk børn selv frembringer i deres egne netværk og relationer, f.eks. ved lege, sange, dans, rim, fortællinger, gåder, vitser osv.  Det kommer sjældent et konkret produkt ud af disse aktiviteter, udover morskab, sjov og ballade. Der er altså i stedet fokus på processen, fremfor produktet.

Børns kultur handler ligeledes om, hvordan børn får mulighed for at udvikle bestemte mønstre, genrer og forskellige kulturelle udtryksformer. Den handler også om at de æstetiske udtryk og oplevelser i kunst, medier og kreativ praksis, kan bidrage til og inspirere og kvalificere børns egne kulturelle processer.  

For at hjælpe børnene i deres udvikling af kulturelle udtryksformer er det derfor essentielt at børnene i deres hverdag har adgang til voksne der selv er aktive kulturbrugere og som besidder alsidige kulturelle udtryksformer. Derudover skal børnene have mulighed for at søge informationer i form af bøger, computer og tv. Børn skal også hvert år kunne se teater- og danseforestillinger, høre koncerter, se udstillinger og opleve anden arkitektur end den de omgås i deres hverdag.

Kulturelle udtryksformer udvikles i lyst og socialt samvær, hvorfor det er vigtigt, at børnene i et vist omfang selv har indflydelse på institutionens aktiviteter og hverdag/daglige rutiner.

Første indlæg på DKK bloggen!

Hermed første indlæg på min nye DKK blog.