Tekst 2: At skabe antropologisk viden om børn

I teksten betragtes antropologisk børneforskning (antropologi er læren om mennesket i bred forstand), som en videnskabelig disciplin, rettet mod børn og den kontekst de indgår i. Det er en tilgang, hvor børns hverdagsliv, deres handlinger, relationer og fortolkninger udforskes, i forhold til de positioner og handlemuligheder de har i en given sammenhæng.

Antropologisk viden tilegnes primært på baggrund af tilstedeværelse i felten, dvs. gennem feltarbejde der kan strække sig fra få måneder til flere år. Gennem feltarbejdet opbygges relationerne til de mennesker, man vil udforske og man indgår samtidig i sociale relationer med dem. Det er ligeledes væsentligt at man opnår en accept i forhold til de mennesker man ønsker at udforske. Et andet vigtigt element er evnen til at kunne undre sig over de forhold man stilles overfor, for derpå at undersøge baggrunden for dem via spørgsmål, som så igen kan give anledning til nye udforskninger og refleksioner.

En centralt begreb i feltarbejde er deltagerobservation, der defineres på følgende måde i ”Den store danske encyklopædi”: kulturvidenskabelig undersøgelsesmetode, hvor forskeren på én gang deltager i og observerer de samfundsforhold eller det sociale liv, der undersøges. Formålet er at forstå den undersøgte gruppe ud fra dens eget perspektiv. Data indsamles dels gennem deltagelse i fælles aktiviteter, dels gennem observation, idet forskeren registrerer, hvad andre foretager sig, uden at gribe ind og uden at manipulere. Kunsten er således at forholde sig neutralt til observationen og ikke i situationen lade den præge af ens egne holdninger og værdier.

I forhold til børneforskning er det også vigtigt og være bevidst om at ens blotte tilstedeværelse i en børnegruppe har indflydelse på situationen og præger dermed de iagttagelser man registrerer. Det er derfor et livsvilkår som må indtænkes i ethvert forskningsprojekt (eller observation), ligesom det, at efterfølgende kunne tolke og forklare de fænomener der blev observeret, bygger på vores egen erfaring og forståelse af situationen. Der findes nemlig ikke noget empirisk (erfaringsmæssigt) råmateriale, som objektivt reflekterer virkeligheden, da alt forskningsmateriale bliver til i en relation mellem forsker og forskningsobjekt.

I forhold til de iagttagelser og observationer vi som færdiguddannede pædagoger skal ud i ”felten” og lave, forudser jeg flere problemstillinger, som kunne være et udgangspunkt for fokusområder. Dels det faktum, at vores blotte tilstedeværelse i situationen kan ændre adfærdsmønstret hos det pågældende barn. Og dels kan en forudgående relation til barnet (positiv eller negativ) gøre det svært at forholde sig objektivt i det efterfølgende analytiske arbejde, hvor der reflekteres over iagttagelserne.


Citat 1 (s. 21): "Den etnografiske tilgang er således dobbelt, idet den på en og samme tid indebærer en indlevelse og distance - et forsøg på at forstå andres handlinger og opfattelser og samtidig fastholde en analytisk distance til det observerede og måske umiddelbare genkendelige."
Citat 2 (s. 24): "Den personlige mellemkomst kan ikke overkommes, men må indtænkes i ethvert forskningsprojekt som et vilkår for undersøgelsen..."