Et spørgsmål om menneskesyn

Hvilke erfaringer har du med de to skitserede menneskesyn? Hvor stammer erfaringerne fra? I mit arbejde som klubmedarbejder i en SFO2 og lærevikar på en folkeskole har jeg stødt på det mekaniske menneskesyn. Nok mest i skoledelen, hvor der stilles større krav til børnene end i fritidsdelen. Krav der får nogle børn til og reagere, fordi de ganske simpelt ikke kan honorere dem. I en sådan situation har jeg oplevet at der er et kraftigt fokus på det enkelte barn/individ, og der bruges mange ressourcer på at ”fejlfinde”, så problemet kan løses. Måske fordi det er nemmere, end og prøve og forstå sammenhængen, eller den bagved liggende grund, som i virkeligheden er roden til problemet. Jeg synes også det mekaniske menneskesyn er stærkt repræsenteret i medierne, hvor f.eks. udlændinge debatten ofte handler om enkelte individer eller etniske grupperinger, og hvad de gør galt, i stedet for at prøve og forstå dem og deres baggrund. Jeg mener at man som pædagog bør forsøge og efterleve det systemiske menneskesyn, hvor problemer løses via relationer - ved at intervenere i samspil og holde fokusset på sammenhængen problemet er opstået i fremfor på individet.

Hvad kan få pædagogen til at handle ud fra det mekaniske menneskesyn, selvom vedkommende har det systemiske menneskesyn som ideal? Jeg tror at man som pædagog i en travl og stresset hverdag måske vil være tilbøjelig til og bruge det mekaniske menneskesyn, da det er den nemme ”her og nu” løsning. Eksempel: hvis Peter slår og sparker de andre børn, når de leger alene i puderummet, så er Peter problemet og vi løser det nemt og hurtigt ved at give ham karantæne fra rummet. Det er den nemme løsning, som ikke udfordre os på hvorfor Peters adfærd er som den er. Hvorimod vi med det systemiske menneskesyn ville forsøge at analysere på hvorfor Peter slår og sparker de andre børn og derefter gå i dialog med ham omkring hans adfærd. En analyse/dialog der kræver mere af os som fagpersoner og derfor bliver det måske ikke altid gjort.

Lyt til konteksten

Iagttag og fortæl om menneskers kommunikation i forskellige sammenhænge, i bussen, på cafeer, på arbejdet og i familien. Som udgangspunkt er jeg ikke typen der lytter til folks samtaler, da jeg faktisk finder det en anelse uhøfligt, men det sker af og til at jeg er tvunget til det. F.eks. har jeg en god kollega, som jeg to gange ugentligt holder en længere spisepause sammen med, og det sker ofte at hendes telefon ringer, mens vi sidder og spiser. Nu har jeg efterhånden kendt vedkommende i lang tid, og kender derved også lidt til hendes familie, venner osv. Det betyder faktisk at jeg tit kan høre på samtalen, hvem hun taler med, alene ud fra hendes måde og svare på, tonefald osv. Overhøre man derimod en fremmed der taler i telefon, kan det være svært og indfange meningen, da man ikke kender konteksten og derfor ofte må gætte sig frem til meningen med samtalen. Generelt mener jeg, at kommunikation tilpasser sig den kontekst den foregår i. Som studerende, og kommende pædagoger har vi f.eks. et fagsprog (om end det stadig er under opbygning) og det er helt anderledes end det sprog jeg f.eks. bruger når jeg kommunikerer med min familie. På samme måde tilpasser jeg mit sprog, når jeg i mit daglige arbejde omgås og taler med børn, så jeg på bedst mulige måde kan gøre mig forståelig overfor dem.  De fysiske rammer kan også påvirke ens måde at kommunikere på, f.eks. sænker jeg altid stemmen, hvis jeg taler i telefon på et offentligt sted, så uvedkommende ikke bliver tvangsindlagt til og lytte, til for dem, en ligegyldig samtale. Jeg tænker måske også lidt mere over hvad jeg siger, hvis samtalen foregår i et åbent forum.

Læg mærke til, hvad det betyder, når du kender konteksten, og når du ikke gør det. Hvad sker der, hvordan reagerer du? Idet man kender konteksten har man mulighed for at indgå i en ligeværdig samtale. Det skaber tryghed at kende konteksten. Kender man ikke konteksten risikere man at tale forbi hinanden eller bliver misforstået. I værste fald forstår man måske slet ikke hvad bliver talt om. Det er med andre ord klart en fordel at kende konteksten. :-)

Sæt fokus på kommunikationen i dine omgivelser

Iagttag og fortæl om situationer, hvor kommunikationen lykkes godt, dvs. positivt skaber en god stemning, en (overraskende) vending i en positiv retning, ny forståelse eller fællesskab. Den situation jeg vil beskrive foregik forleden dag på mit arbejde (jeg arbejder til dagligt i en SFO2). Jeg står og taler med en kollega, da vi bliver afbrudt af en meget opkørt dreng, der henvender sig til mig, og beder om hjælp til at få løst en konflikt. Kort skitseret handler konflikten om at drengen, sammen med en anden dreng og to piger spiller forbold. De spiller drengene mod pigerne. De alle fire går i 2. klasse. Jeg går med drengen, som på vej hen til fodboldbanen fortæller mig, at konflikten handler om hvor vidt pigerne havde begået et frispark eller ej. De havde forinden selv forsøgt at løse konflikten, som nu var gået i hårdknude, med det resultat at drengene ikke længere ville spille med pigerne, som nu til gengæld nægtede og forlade fodboldbanen. Da vi ankommer til fodboldbanen spørger jeg til pigernes version af hvad der er foregået. De fortæller samme historie som drengene, men mente selvfølgelig ikke de havde begået frispark.  Vi snakker herefter lidt frem og tilbage. Jeg forklare dem, at jeg jo ikke har set hvad der skete og derfor heller ikke kan "dømme" i sagen. Jeg spørger derefter ind til om de virkelig synes et frispark er så vigtigt, at det skal være grunden til de stopper en ellers god fodboldkamp. Det synes drengene, mens pigerne er enig med mig. Jeg foreslår dem så, at de starter forfra på kampen og denne gang spiller uden frispark. Det synes begge parter overraskende nok er en rigtig god ide, og den ene dreng tilføjer at det måske var en god ide, hvis de lavede nye hold samtidig, således at holdene blev blandet, i stedet for drengene mod pigerne. Som sagt, så gjort og vupti, så var fodboldkampen igang igen, og alle var glade. Jeg forlader banen med følelsen af at konflikten blev løst på en god måde, hvor alle parter var glade for udfaldet. På vej ned mod banen var det ikke min forventning, at konflikten ville få en positiv afslutning, som begge parter kunne acceptere, fordi to af børnene normalt er utrolig stædige og meget lidt åbne for løsningsforslag, der kommer fra andre end dem selv.

Reflekter over, hvad der sker her. Som jeg opfatter situationen har de ikke været 100% enige om hvilke regler de ville spille efter, inden de startede fodboldkampen. De har ikke aftalt i hvilke situationer der er frispark og i hvilke der ikke er. Da konflikten går i hårdknude, reagere den ene dreng ved og hente voksenhjælp. Børnene får ved min hjælp præsenteret nogle forskellige løsningsmodeller, hvoraf de vælger at bruge den ene. Jeg mener selv jeg handlede ud fra det systemiske menneskesyn.

Iagttag og fortæl omvendt om situationer, hvor kommunikationen mislykkes eller afbrydes. Jeg har en kollega, som dog arbejder i en anden afdeling end min, der har en rigtig uheldig egenskab. Hun hilser kun på folk efter eget forgodtbefindende. Det betyder, at man aldrig rigtig ved om man skal sige hej til hende eller ej, fordi man aldrig ved om man får et svar tilbage eller ej. Det lyder måske banalt, men det er faktisk rigtig ubehageligt og for mit vedkommende har det ført til at jeg ikke længere taler med personen. Kommunikationen er fuldstændig brudt sammen. Jeg synes det er ualmindelig dårlig opdragelse og utrolig flabet at ignorere folk der i et forsøg på og være venlig hilser. Almindelig dannede mennesker svare selvfølgelig når der bliver sagt hej eller goddag.

Hvad skaber disse situationer? I den konkrete situation som jeg har beskrevet ovenfor er det i bogstaveligste forstand mangel på kommunikation fra den ene part der forårsager problemet og eftersom kommunikationen fejler allerede fra starten, er der ikke nogen forudsætning for at fortsætte samtalen.

Opgave 3 - Planlægning af påskeforløb

Vi har i vores forløb valgt at tage udgangspunkt i normalområdet og planlægge forløbet målrettet børn i 5-6 års alderen, dvs. børnehavebørn, som er tæt på skolestart. Vi har bevidst valgt de ældre børnehavebørn, da de har en større forståelse og en bredere referenceramme. Vi forestiller os primært at bruge elementer fra det antropologiske kulturbegreb. Helt konkret vil forløbet strække sig over 5 dage og blive afviklet i ugen op til påskeferien.

De kulturelle værdier vi vil videreformidle i forløbet er dels de danske traditioner der er i forbindelse med påske og dels det kristne budskab, som er grunden til vi overhovedet fejre påske. Vi har også skelet til dagtilbudsloven, hvor det direkte står skrevet i § 8 at pædagoger skal arbejde med børns læring inden for temaet ”kulturelle udtryksformer og værdier”.  Det er således en ”skal opgave” for pædagoger og videreformidle det danske samfunds traditioner og værdier, da det er et vigtigt led i den almene dannelse hos børn.

Starten på forløbet bliver højtlæsning fra børnebiblen, med fokus på afsnittet om påske, efterfulgt af et besøg i kirken hvor den lokale præst giver en rundvisning og fortæller om påsken, så børnene får en forståelse af hvorfor vi fejre påske. Vi er opmærksomme på at nogle børn muligvis ikke er kristne og i den forbindelse skal der selvfølgelig være en dialog med forældrene forud for besøget i kirken. Dernæst vil vi med brug af det antropologiske kulturbegreb tage fat på de alle de traditioner der er forbundet med påsken i Danmark. Tanken er at formidlingen skal ske via en række kreative aktiviteter. Vi vil bl.a. klippe gækkebreve (og andet påskepynt), puste/male æg og så karse. Herunder ses en oversigt over hvilke aktiviteter der sker på hvilke dage:

Dag 1 - Mandag: Højtlæsning fra børnebiblen efterfulgt af besøg i kirken.

Dag 2 - Tirsdag: Vi klipper og sender gækkebreve

Dag 3 - Onsdag: Vi sår karse, som børnene får med hjem

Dag 4 - Torsdag: Vi puster og maler æg, samt klipper påskepynt

Dag 5 - Fredag: Afslutning på temaugen med påskefest og æggejagt

Vi vil arbejde med kultur for børn og kultur med børn. Kultur for børn, er kultur der er produceret af voksne for børn, f.eks. børnebiblen, der er produceret og tilrettelagt, så den henvender sig målrettet til børn, og er skrevet i et sprog de kan forstå. Kultur med børn kunne f.eks. være de kreative processer vi har planlagt, eller besøget i kirken, hvor pædagogen er styrende og på forhånd har planlagt aktiviteterne.

Som en afslutning på temaugen om påske vil vi invitere forældre (og børn) til en påskefest, hvor forældrene kan se resultatet af ugens anstrengelser. Den store finale og afslutningen på dagen er påskejagten, hvor børnene skal udenfor og finde påskeæg. Vi er fuldt ud bevidste om at det i mange børnehaver ikke er tilladt at give børn slik, i form af chokoladepåskeæg, men vi vil gerne udfordre den holdning, da vi mener sundhedsdebatten efterhånden har taget overhånd. Hvordan skal børn nogensinde få et bare nogenlunde normalt og afslappet forhold til slik/sukker, hvis de fra barns ben får et totalforbud mod og spise alt hvad der er sødt? Vi tror på det skaber et unaturligt forhold til slik og forvrænger deres billede af hvad der er sundt og usundt, som senere i deres liv, når de selv må bestemme hvad de putter i munden, kan få fatale følger. Vi mener bestemt ikke der skal stå slik og kage på ”menuen” hver dag, men at børn i forbindelse med eksempelvis en højtid ikke kan få lov og få lidt lækkert (som vi voksne gør) synes vi er forkert. Det er i høj grad også en tradition vi i så fald begynder at pille ved, hvis påskejagten og juleslikket skal afskaffes.

I forhold til ritualer mener vi de er vigtige for børn, fordi det giver dem nogle faste holdepunkter, som skaber en følelse af tryghed. De lærer at nogle ting aldrig forandrer sig, samtidig med de gentager sig år efter år. 

Opgave 1 - Hvad er kultur for jer?

Definitionen på kultur er ifølge wikipedia.org som følger: ”Ordet kultur er latin og betyder "det dyrkede" i modsætning til ordet natur, som betyder "det fødte". Kultur kan defineres som den ikke-genetiske videreførelse af adfærd til en ny generation”. I renæssancen skelnede man mellem den personlige og religiøse udvikling, men man begyndte også at lægge vægt på det at være dannet og moden. Ordet kultur begyndte desuden at blive anvendt om hele samfundet, og ikke kun om individet.

Når man diskuterer kultur skelnes der mellem den normative kulturdiskurs og den deskriptive kulturdiskurs. Den normative kulturdiskurs er den ældste og mest udbredte. Her diskuteres hvorvidt bestemte kulturfænomener er gode eller dårlige for mennesket eller for samfundet. Man taler også om kulturpessimisme. Børn og unge har altid været genstand for disse pessimistiske konklusioner omkring deres brug af kulturen. I dag er det f.eks. voldelige computer- og playstationspil der betragtes som negative i forhold til børn og unges opvækst. Men der kan også være kulturoptimisme, som er kulturelle udtryk der er godt for mennesket eller fører samfundet i den rigtige retning.

Modsat den normale kulturdiskurs har vi den deskriptive kulturdiskurs. Den kommer fra det antropologiske kulturbegreb. Her fokuseres der på, hvordan kulturen praktiseres, og også på de sociale sammenhænge, som de kulturelle praksis former udøves indenfor. Det er en vigtig del af vores hverdag, at kunne forstå og sætte os ind i andre kulturer, fordi vi dagligt støder ind i mennesker med en anden kulturel baggrund.

For os består kultur af traditioner, værdier og normer. I Danmark er der f.eks. tradition for at fejre fastelavn og slår katten af tønden, vi skriver gækkebreve til påske og pynter juletræ i december. I de senere år er den amerikanske tradition Halloween også blevet en del af vores traditioner og dermed kultur. Der er også tradition for at vores børn bliver døbt og konfirmeret, hvilket er en del af vores religiøse overbevisning.

Vores værdier i Danmark bygger bl.a. på demokrati, medbestemmelse, ytringsfrihed og frisind, for blot at nævne nogle få. Danmark var f.eks. det første land i verdenen hvor pornoen i 1967 blev legaliseret. Kort efter i 1973 blev det også tilladt at få foretaget abort, hvor der tidligere (frem til 1866) blev idømt dødsstraf for selv samme handling. Ovenstående er alt sammen et meget fint billede på det danske frisind og vores normer og værdier.  

Biologisk og genetisk set er alle mennesker ens, men vores kultur gør at vi i høj grad adskiller os fra hinanden. På trods af denne adskillelse er der alligevel flere fællestræk. F.eks. har vi alle et verbalt sprog og bruger ord til og kommunikere. Det som ikke er kultur er de naturbestemte egenskaber hos mennesket, f.eks. vores udseende (nogle mennesker er hvide, andre sorte). Vi har også forskellige fingeraftryk og vores dna-masse og dermed medfødte evner og egenskaber er også vidt forskellige. Med andre ord er alt som er tillært i et samfund kultur, mens alt medfødt er naturligt. Det er mad, den måde vi klæder os på, måden vi hilser på hinanden, men også religion, kunst, filosofi og videnskab er en del af vores kultur.

For os er den største kulturelle værdi i Danmark vores demokrati. Det er folket der styre vores land og alle har medbestemmelse, i større eller mindre omfang. En medbestemmelse som mennesker rundt omkring i verdenen dagligt kæmper en kamp på liv eller død for at opnå. Næsten dagligt hører vi om det arabiske forår og kampene i Syrien, der udvikler sig dag for dag og hvor de netop kæmper for demokrati.

Udover at være et demokrati er Danmark også et kristent land, hvor vi har den evangelisk-lutherske kirke som statsreligion (samtidig med vi har religionsfrihed). Det betyder at børn i Danmark også modtager undervisning (men på oplysningsniveau da faget ikke er forkyndende) i det kristne budskab i folkeskolen. Et budskab der handler om næstekærlighed og tilgivelse. Det er bestemt også et budskab, som for os har stor kulturel værdi (selvom vi ikke er kristne), og som vi mener, bør være en hjørnesten i børns almindelige opdragelse og dannelse.

Den sidste ting vi vil nævne er ligestilling mellem kønnene, som i disse år sker via en lovgivningsmæssig regulering. Måske er det ikke unikt for Danmark og måske er det heller ikke særligt gennemført endnu, men for os vil det også være et vigtigt budskab og videregive.

For os er den mest danske sang ”Der er et yndigt land”, som er skrevet af Adam Oehlenschläger med melodi af H. E. Krøyer. Sangen har i øvrigt været vores nationalsang siden 1866. Det mest danske digt er i mine øjne ”Hyldest til hverdagen” af Dan Turèll og en af de retter vi betragter som ærkedanske er stegt flæsk med persillesovs, som ses på billedet herunder. Ved siden af ses Amalienborg, som vi synes er et af de steder i Danmark, som er dybt forankret i vores kultur.

H.C. Andersen er Danmarks nationaldigter og fortæller og han skal selvfølgelig også nævnes i denne sammenhæng. Han skrev i løbet af sit 70 år lange liv en perlerække af eventyr og digte, lige fra Den Grimme Ælling til Ole Lukøje. Steder eller bygninger der har kulturel betydning kunne være Madam Voldsted stendysser og vores hvidkalkede danske kirker. Udover de allerede nævnte ting kunne man nævne skagensmalerne, Carl Nielsen, Grundtvig, højskoler, friskolebevægelsen og foreningslivet. Alt sammen noget der er dybt forankret i vores danske kultur.

I forhold til pædagogens påvirkning af de borgere han eller hun arbejder med, så mener vi det er godt at give børn en grundbase af kulturel viden og værdier, men det skal være de overordnede temaer, som f.eks. historisk viden, viden om samfundet, vores traditioner og kenskab til et udvalg af danske kunstnere – såvel gamle som nye, da vi mener at et kulturelt kendskab gør det lettere at afkode bøger og kunstværker og i det hele taget begå sig i vores samfund. Man skal som pædagog også huske på, at man er professionel, og dermed er det også vigtig, at man ikke bevidst påvirker de borgere man arbejder med ud fra ens egne holdninger og værdier, som ikke er fagligt begrundet, f.eks. ved at fortælle dem, at man mener, det er dårligt for børn og sidde foran computeren hver dag, og det faktisk er meget bedre for dem, at komme ud og lege. Eller påvirke dem i bestemte sportsretninger, ved og fortælle at fodbold f.eks. kun er for drenge ikke noget for piger.

Med hensyn til hverdagskultur bør man også gøre sig visse overvejelser. Vi har alle en rygsæk af hverdagskultur som vi bør være beviste om i vores virke som pædagoger, da vi ellers kan risikere at fejltolke børn og deres forældre, eller for den sags skyld, selv blive misforstået!  I praksis er der nemlig stadig forskel på sønnen af en akademikerfamilie og pigen hvis forældre tilhører arbejderklassen.  Og som menneske identificere man sig gerne med dem der har nogenlunde samme kulturelle værdisæt som en selv. Et faktum der kan blive problematisk hvis man som pædagog favorisere de brugere der passer bedst på ens eget værdisæt og fravælger de andre.

En kanon kan med fordel bruges til og give brugerne en fælles dansk referenceramme og samtidig give pædagogerne noget at støtte sig til. Når det så er sagt er det stadig pædagogerne der står med fingrene i mulden og kender hverdagskulturen det pågældende sted.  Derfor mener vi pædagogen kan og skal tilpasse kulturformidlingen. Vi mener dog ikke man kan lave en kulturel facitliste, da vi ser kultur som en dynamisk størrelse, noget der hele tiden er i udvikling, har et liv og er i samspil med sine omgivelser. Meget kultur lever netop i kraft af det omkringliggende samfund.

Men er det så godt eller skidt, at pædagogen påvirker borgerne med egne kulturelle værdier? Det kan være begge dele. I visse situationer bør pædagogen uden tvivl påvirke de borgere han/hun arbejder med. Hvor skal børn og unge, som er i familiepleje eller anbragt på en døgninstitution ellers få deres kulturelle værdier fra? De har i mange tilfælde ikke andre end pædagogen, som er deres primære omsorgsperson til at fortælle dem, hvad der er rigtig og forkert, og hvilke kulturelle værdier der er gældende i det danske samfund.

De borgere som er lettest at påvirke, er børn i dagtilbud (vuggestue, børnehave og SFO), da de pga. deres alder, endnu ikke er fuldt ud beviste om egne kulturelle værdier, og derfor stadig er nemme at påvirke.

Et sted hvor pædagogen skal være mere varsom med og overføre egne kulturelle værdier er i arbejdet med børn og unge af anden etnisk herkomst, da deres kulturelle værdier på mange områder er helt forskelle fra de danske. Og omvendt, hvis pædagogen er af anden etnisk herkomst, skal vedkommende passe på ikke at ville påvirke de borgere han/hun arbejder med, med egne kulturelle værdier. Vi mener dog, det er helt i orden at vise og fortælle de borgere man som pædagog arbejder med, ens egne kulturelle baggrund, værdier og synspunkter, således at borgerne kan få et indblik i andre kulturer end dens egen.

Hvis vi skal opsummere, så mener vi at man som en offentlig person bør være så professionel, at man kan distancere sig fra sin egen kulturforståelse og overgå til en fælles kulturforståelse, og som individ undlade at gøre sig til dommer over hvad der er god kultur, ud fra egne subjektive holdninger, når man er på arbejde.

Tekst 4: Børns mundtlige legekultur

Kapitlet indledes med spørgsmålet ”Hvorfor skal pædagoger interessere sig for børns gåder, vittigheder, parodier, fortællinger og leg med sproget?”. Svaret er, at det skal de bl.a. fordi det i Dagtilbudslovens § 7 står skrevet at ”Børn i dagtilbud skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel, sundhed, udvikling og læring”. (Kilde: retsinformation.dk). Til deres udvikling og læring hører udforskning af sproget og dets mange funktioner og anvendelsesmuligheder. Børn bruger sproget i sociale fællesskaber, hvor det anvendes som et redskab til at opnå status, magt og anerkendelse.

Børns mundtlige legekultur kan samlet set defineres som de aktiviteter og udtryksformer der opstår blandt børn i mundtlig baseret leg og fortællinger. Eksempler herpå kunne være vittigheder, gåder, rim, remser, osv. Overleveringen af denne kultur sker både vertikalt, fra voksen til barn, horisontalt, fra barn til barn og sidst men ikke mindst, kan overleveringsprocessen også ske fra diverse medier, som børn i dag er daglige forbrugere af.

For at kunne forstå en vittighed, er der nogle grundlæggende forudsætninger som skal være opfyldt. Dels skal afsender og modtager have en fælles referenceramme og dels kræver det et kendskab til det lingvistiske system, som f.eks. sprogets indretning, fonetik og uskrevne regler. Derudover kan viden om alfabetisering (læsning, stavning og skrivning) også være et krav i nogle situationer.

I forbindelse med vores indsamling af vittigheder, har jeg interviewet en række børn i aldersgruppen 8-12 år i den SFO2, hvor jeg til daglig arbejder. De fleste af de adspurgte siger at de sjældent eller aldrig fortæller vittigheder til deres kammerater. De fortæller derimod med jævne mellemrum vittigheder til deres forældre, søskende og andre familiemedlemmer. Adspurgt til hvor de har lært vittighederne, fortæller de fleste at vittighederne er lært af familiemedlemmer. Mine egne observationer passer godt på dette billede, jeg synes det er forholdsvis sjældent jeg oplever børn fortælle vittigheder til hinanden. Det sker derimod med jævne mellemrum at man ”bliver offer” for den samme vittighed flere gange i løbet af en dag, hvis de lige har lært en ny vits, som skal prøves af på de voksne.

Mit fokusområde relatere sig til citat 2. Jeg tror det er rigtig vigtigt man som pædagog er bevidst om sin egen rolle i forhold til børns lege og hvornår man blander sig i dem. Man kan nemlig hurtigt få ødelagt en god leg ved unødigt og blande sig.

Citat 1: "Pædagoger må både overveje og afveje hvordan de forholder sig til legekulturen". s. 285

Citat 2: "Sommetider støtter man bedst børns aktiviteter ved at vende ryggen og det døve øre til, når børnene er optaget af noget , som de selv har organiseret". s. 285

Tekst 3: Børn og kultur - mellem gamle begreber og nye forestillinger

Vi introduceres i teksten til den kulturforvandling der er sket op gennem det 20. århundrede. Den tyske professor Thomas Ziehe har i en række studier af børn og unge beskrevet den udvikling der er sket. Fra 1950’erne hvor uddannelsessystemet var omfattet af en pædagogisk diskurs, der betragtede de æstetiske fag som middel til indlæring og dannelse, frem til 1980’erne, hvor det første opbrud sker og vi introduceres for hverdagskulturen. Det skaber en kulturel, men ikke social frisættelse.

Når børn i dag mødes i deres fritid sker det ofte fordi medierne giver dem en anledning til det. Drenge mødes for et spille computer eller playstation, mens pigerne lytter til musik eller ser film. Det er således i mange tilfælde medierne er der den direkte årsag til mødet. Man skulle måske tro at børn først skaber deres sociale netværk, og medierne så kommer til efterfølgende, men det er altså langt fra altid tilfældet. Mange lege er i dag også rykket indendørs, hvor de tidligere foregik udendørs, f.eks. i haven, i baggården, i skoven, osv. De er heller ikke længere så fysisk udfordrende, som tidligere.

Jeg har selv været barn op gennem 1980’erne og 1990’erne og har på egen krop oplevet den rivende udvikling der skete i den periode. I 1980’erne, inden computerne rigtig gjorde deres indtog, foregik størstedelen af legene udenfor og var ofte fysisk betonede. I starten af 1990’erne, fik jeg (og mange andre af mine venner) vores første computer, og vores kultur blev da ændret næsten fra dag til dag. I stedet for at mødes på den lokale fodboldbane/legeplads, mødtes vi nu hjemme hos hinanden og den fysiske udendørsleg forsvandt med et slag næsten helt.

Citat 1: ”I det 21. århundrede er legene rykket indendørs…Udfordringerne og udfoldelserne er ikke længere så fysiske som tidligere”. s. 246

Citat 2: ”Kernen i leg er ’sjov’. Den undslipper os, hvis vi bestemmer leg som en subkultur, som et udviklingsinstrument eller ser den gennem mulige nyttefunktioner.” s. 260

Tekst 2: At skabe antropologisk viden om børn

I teksten betragtes antropologisk børneforskning (antropologi er læren om mennesket i bred forstand), som en videnskabelig disciplin, rettet mod børn og den kontekst de indgår i. Det er en tilgang, hvor børns hverdagsliv, deres handlinger, relationer og fortolkninger udforskes, i forhold til de positioner og handlemuligheder de har i en given sammenhæng.

Antropologisk viden tilegnes primært på baggrund af tilstedeværelse i felten, dvs. gennem feltarbejde der kan strække sig fra få måneder til flere år. Gennem feltarbejdet opbygges relationerne til de mennesker, man vil udforske og man indgår samtidig i sociale relationer med dem. Det er ligeledes væsentligt at man opnår en accept i forhold til de mennesker man ønsker at udforske. Et andet vigtigt element er evnen til at kunne undre sig over de forhold man stilles overfor, for derpå at undersøge baggrunden for dem via spørgsmål, som så igen kan give anledning til nye udforskninger og refleksioner.

En centralt begreb i feltarbejde er deltagerobservation, der defineres på følgende måde i ”Den store danske encyklopædi”: kulturvidenskabelig undersøgelsesmetode, hvor forskeren på én gang deltager i og observerer de samfundsforhold eller det sociale liv, der undersøges. Formålet er at forstå den undersøgte gruppe ud fra dens eget perspektiv. Data indsamles dels gennem deltagelse i fælles aktiviteter, dels gennem observation, idet forskeren registrerer, hvad andre foretager sig, uden at gribe ind og uden at manipulere. Kunsten er således at forholde sig neutralt til observationen og ikke i situationen lade den præge af ens egne holdninger og værdier.

I forhold til børneforskning er det også vigtigt og være bevidst om at ens blotte tilstedeværelse i en børnegruppe har indflydelse på situationen og præger dermed de iagttagelser man registrerer. Det er derfor et livsvilkår som må indtænkes i ethvert forskningsprojekt (eller observation), ligesom det, at efterfølgende kunne tolke og forklare de fænomener der blev observeret, bygger på vores egen erfaring og forståelse af situationen. Der findes nemlig ikke noget empirisk (erfaringsmæssigt) råmateriale, som objektivt reflekterer virkeligheden, da alt forskningsmateriale bliver til i en relation mellem forsker og forskningsobjekt.

I forhold til de iagttagelser og observationer vi som færdiguddannede pædagoger skal ud i ”felten” og lave, forudser jeg flere problemstillinger, som kunne være et udgangspunkt for fokusområder. Dels det faktum, at vores blotte tilstedeværelse i situationen kan ændre adfærdsmønstret hos det pågældende barn. Og dels kan en forudgående relation til barnet (positiv eller negativ) gøre det svært at forholde sig objektivt i det efterfølgende analytiske arbejde, hvor der reflekteres over iagttagelserne.


Citat 1 (s. 21): "Den etnografiske tilgang er således dobbelt, idet den på en og samme tid indebærer en indlevelse og distance - et forsøg på at forstå andres handlinger og opfattelser og samtidig fastholde en analytisk distance til det observerede og måske umiddelbare genkendelige."
Citat 2 (s. 24): "Den personlige mellemkomst kan ikke overkommes, men må indtænkes i ethvert forskningsprojekt som et vilkår for undersøgelsen..."

Børns legekultur - Vittigheder

Da jeg arbejder i en SFO2 til daglig (med børn fra 3-6 kl.), har opgaven været forholdsvis nem for mig og gå til. Jeg har lavet nogle videooptagelser med børnene, hvor de er blevet bedt om at fortælle en vittighed, de på forhånd kunne. Jeg oplevede, at enkelte ikke kendte til begrebet "vittigheder", før jeg forklarede dem det, og så vidste de alligevel godt, hvad jeg talte om.

Direkte adspurgt fortæller langt de fleste børn, at de sjældent (eller aldrig!) fortæller vittigheder til deres kammerater. Det overraskede mig lidt - og jeg fik i øvrigt samme svar da jeg spurgte de noget ældre børn/unge mennesker i ungdomsklubben. Som en lille krølle på historien, så viste en af børnene fra 4. kl. mig deres dansk bog, hvor de i øjeblikket arbejder med emnet, så det er altså et emne der bliver berørt i dansk undervisningen.

Når jeg tænker tilbage på min egen barndom, mindes jeg vittigheder var en fast del af vores sprogkultur, så der er tilsyneladende sker en udvikling over de sidste 15-20 år.

Herunder ses 6 forskellige videoer jeg har optaget i SFO og ungdomsklub.

Tekst 1: Gakkede gangarter, vilde vitser, rallende råb!

Beth Junckers tekst tager udgangspunkt i de pædagogiske læreplaner der siden 2004 har været et lovkrav for alle dagtilbud med børn i 0-6 års alderen. I loven om læreplanerne står der bl.a. skrevet at institutionen skal give rum for leg, læring og udvikling. Loven fastslår også at læreplanerne skal arbejde med konkrete mål for læring og indeholde pædagogiske beskrivelser af aktiviteter og metoder. De fleste forbinder læring med at kunne læse, skrive og regne men i en børnekulturel sammenhæng handler børns læring om at kunne udtrykke sig kunstnerisk og indgå i sociale fællesskaber, som f.eks. at kunne bidrage aktivt til en leg. De faglige færdigheder har ofte den højeste prioritet blandt voksne, hvorimod de kulturelle er mest værdsat af børnene selv, da de er vigtige for dem, for at kunne deltage i sociale aktiviteter, som f.eks. at skabe venskaber.

Fundamentet for hele børnekulturbegrebet er de 3 K’er. Kultur for børn, kultur med børn, og kultur af børn. Kultur for børn er produceret af voksne, f.eks. børnetv eller børneradio. Kultur af børn, hvor børn og voksne i fællesskab oplever kultur, f.eks. ved sportsaktiviteter eller gennem foreningsliv. Den sidste, kultur af børn, eller børns kultur, handler om de kulturudtryk børn selv frembringer i deres egne netværk og relationer, f.eks. ved lege, sange, dans, rim, fortællinger, gåder, vitser osv.  Det kommer sjældent et konkret produkt ud af disse aktiviteter, udover morskab, sjov og ballade. Der er altså i stedet fokus på processen, fremfor produktet.

Børns kultur handler ligeledes om, hvordan børn får mulighed for at udvikle bestemte mønstre, genrer og forskellige kulturelle udtryksformer. Den handler også om at de æstetiske udtryk og oplevelser i kunst, medier og kreativ praksis, kan bidrage til og inspirere og kvalificere børns egne kulturelle processer.  

For at hjælpe børnene i deres udvikling af kulturelle udtryksformer er det derfor essentielt at børnene i deres hverdag har adgang til voksne der selv er aktive kulturbrugere og som besidder alsidige kulturelle udtryksformer. Derudover skal børnene have mulighed for at søge informationer i form af bøger, computer og tv. Børn skal også hvert år kunne se teater- og danseforestillinger, høre koncerter, se udstillinger og opleve anden arkitektur end den de omgås i deres hverdag.

Kulturelle udtryksformer udvikles i lyst og socialt samvær, hvorfor det er vigtigt, at børnene i et vist omfang selv har indflydelse på institutionens aktiviteter og hverdag/daglige rutiner.

Første indlæg på DKK bloggen!

Hermed første indlæg på min nye DKK blog.